Nilson var en hurtig mand, inden han var treds havde han allerede været gift med ni forskellige kvinder. Han talte så hurtigt, at hans stemme var en hundefløjte med umærkelig støj fra en åben mund. Nogle gange, når man virkelig lyttede efter, lød det som sang i en tom konservesdåse.
Han havde været jorden rundt flere gange, og han pralede altid med at have spist krokodille med John Hogan i Australien.
Han lærte Henry Miller at onanere.
Nilson var en full speed blærerøv, han skulle have hurtige kvinder, indsat på kontoen og med en fast månedlig udbetaling.
Lommen var et overflødighedshorn af midler, der blev ved med at vælte ud over alle de surt slidende Ærgerlige.
Han var et topmoderne rokokomaleri.
Han var en heldig mand.
Sætter du dig ikk ned og gir en bajer Nilson, men det gjorde Nilson ikke. Han havde for travlt med at have travlt. Og var for rig til at have råd.
De første tre gange han var gift skulle det gå så hurtigt, at han ikke nåede at blive skilt. Unge Lone blev dybt ulykkelig, og græd sig helt sort i ansigtet. Hun blev ved så længe, at der tilsidst kom flydende make up ud af munden på hende.
Bente blev rasende, hun blev så rasende, at hun helt smeltede væk af rødglødende vrede. Tilsidst var der kun en lille klat flydende lava tilbage, der lå og hvæsede hæst på gulvet.
Helle trak bare på skuldrene. Han kom alligevel for hurtigt.
Nilson kunne gå med syvmileskridt gennem slumrende gader. Han løb om kap med supermand i etteren, og vandt.
Han var, uden sidestykke, den hurtigste mand i verden.
Da Nilson døde, gik det så hurtigt, at han ikke engang selv nåede at opdage det.
Det ene øjeblik var han helt levende, med varm hud og fugtige læber, knasende hundefløjtestemme der sang ud i alverdens tomme konservesdåser.
Det næste øjeblik var han Stendød.