Henning har ikke nogen kone. Efter at have levet sammen med Ketty Skrall, datter af byens murermester H.C. Skrall, i næsten tolv år, pakkede Henning sine gode tasker og sine sydfrugter og gik. Hjemmet var ellers næsten ved at være perfekt, svigerfar havde bygget udestuen i god, dansk byggestil og pillivuitsamlingen var nærmest komplet. Det eneste, der manglede, var de hvide suppeskåle med ører.
Til jul fik de altid creppet sengetøj i pastelfarver, og laksefarvede håndklæder til badeværelset. Af Ketty fik Henning nye sokker, gode, varme og hjemmestrikkede uldsokker, og Ketty kiggede på Henning og sagde har vi det ikke godt? Og Henning ville tage hendes hånd et øjeblik, og kigge varmt på hende, og forsikre hende om, at jo, de havde det godt.
De havde et godt liv.
For syv år siden havde de fået sparet nok penge sammmen til at købe en fjernsynsreol. Den var af krydsfinér, og der var plads til at stille alle pyntegenstandene i stuen på hylderne i den. Så kunne de sidde i deres sofa om aftenen foran den store reol, og nyde synet af den organiserede pynt. Det var så godt at se tv-avisen, med alle de små billeder af Kettys lille niece med den nuttede opstoppernæse stående pænt i rammer ved siden af fjernsynet. Det satte de voldsomme billeder fra Kosova i et helt andet perspektiv. Det er så synd for de små børn derovre, sagde Ketty altid, og kiggede med tårer i øjnene hen på lille Katrine med opstoppernæsen. Men vi er så heldige. Vi har det godt.
De havde et godt liv.
Da Kettys mor kom på hospitalet med svampeforgiftning og var lige ved at overgå til den anden verden, samledes hele familien, svigerfar, onkel Willy, hans kone Hanne, fætteren fra Bredballe, og Grete med lille Katrine. De sad i køkkenet i murermestervillaen, og drak kaffe og sagde ikke noget i ni dage. Så fik Kettys mor det godt igen, og hun kom hjem fra hospitalet og var næsten normal. Henning kiggede over på Ketty, og Ketty forsikrede ham om, at de stadig havde det godt. Og hele familien åndede lettet op.
De havde et godt liv.
Det kom helt bag på Ketty, da hun en morgen vågnede op, og opdagede, at Henning ikke sad i køkkenet med sin kaffe og sin avis. Aftenen før havde hun ellers sat den splinternye bagemaskine til at lave friskbagte boller til præcis klokken syv tredive, hvor Henning var færdig med sin etagevask.
Hun forkælede ham, de havde det godt.
Efter at have ringet rundt til både familien og Hennings arbejde henne på fabrikken, måtte hun indse, at både Henning, tasker og sydfrugter var væk.
Det ligner ikke Henning at gøre sådan noget, sagde Ketty højt til sig selv i det tomme køkken. Bagemaskinen kiggede op på hende med sine digitaløjne, og nikkede medfølende.
Og hvordan.. og hvordan skal vi nu få råd til de suppeskåle?
Kettys øjne begyndte så småt at svømme over.
Det var bestemt ikke godt.