Vor egentlige Historie begynder med, at den nationale Tanke* gjennem Harald Haarfager træder op likeoverfor det gamle Stamme- eller Bygdevæsen, hvis Ræpresentant var Høvdingaristokratiet; den gamle Historie optages nu endelig af Kampen mellem disse to Principer. Men idet Kongemakten for at realisere den nationale Tanke maatte bekjæmpe, knække Aristokratiet, undergrov den jo netop Nationalitetens eneste dengang mulige Grundlag, og Kampen kunde derfor i Grunden kun ende paa én Maade; med gjensidig Undergang. Kongestammen døde ud, og «Folket» sank viljeløst ind under en anden Nationalitet. Det kunde ikke opretholde sig som et eget Rige, da det jo ikke eiede nogen national Selvskraft, noget eiendommelig Livsprincip. Da saaledes det gamle Folk, specielt Aristokratiet, havde vist sig ubrugeligt som Grundlag for en virkelig Nationalitetsdannelse, maatte Udviklingen nu begynde fra en anden Kant, med et nyt Stof, nedenfra, med det Folk, som nu var forhaanden, og som i det Store kun var at anse som en Almue. Denne maatte arbeides frem, optugtes, tæmmes, kultiveres, og det selvfølgelig gjennem fremmede Læremestre, for at der siden kunde gjøres et nyt Forsøg med den. Samtidig maatte der gydes ligsom nyt Blod ind i den gamle Stammes Aarer, hvilket skede gjennem en temmelig talrig Indvandring, fornemmelig af Danske, dog ogsaa tildels Tyske. Denne Udvikling varede som bekjendt i omkr. 400 Aar; saa kom den nye Hafrsfjord-Dag: 1814
(Garborg 1982: 119-120; asterisken viser til en note i teksten der Garborg bemerkelsesverdig gjør oppmerksom på at bruken av nasjonalitetsbegrepet er anakronistisk i sammenhengen). |
|