EN TAK TIL HERR COLLIN, (et utdrag)
Av Arne Garborg


Det kunde være rart at vide, hvordan sådan en brav og oprigtig ikkekunstner tænker sig, at et kunstverk blir til. Kanske på lignende vis som de stile, vi skrev pa skolen til indskjærpelse af regler som 'Morgenstund har guld i mund" eller 'Leg ikke med skydegeværer'?

Alle ved naturligvis, at sådan er det ikke: de har hørt, at det skal sletikke være så. Men om de ikke egentlig tænker sig det så alligevel? - for fra sig selv kjender de jo ikke noget andet. Når de da skal ræsonnere om kunst, kommer deres mangelhafte opfatning uvilkårlig frem, idet de hvert øieblik røber, at de tænker sig skolemestre over digteren og skoleregler bak kunstlerket.

Ibsen eller Heiberg skriver ikke efter de regler, vi lærte for god poesi; hvor er skolemesteren? Holder ikke kritiken diciplin ? Frem med riset og lær le karle mores! - Selv Collin kommer nu og rober, at han opfatter kritiken væsentlig som en art skolemesterbestilling.

Det må da bestandig påny fortælles folk, at kunst blir ikke til på den made. En digter kan ikke gjore noget af intet; han kan bare forme, hvad der aIlerede lever i ham selv, Det emne, der skal bli tillJog, må have 'grebet" ham, og det således, at han ikke blir kvit det igjen, for det har fået form og liv i hans arbeide. Han har da intet andet end sit eget hode at øse af, og skaber han ikke frit og helt ud af sig selv, ud af sit eget sinds glæde, harme, begeistring, angst. ud af den sjaæsbevægethed, den 'stemning", som i det hele har sat hans fantasi i gang, - så blir der simpelthen ikke gjort noget. Det er vanskeligt nok at få form på en ting, selv nar man arbeider under gunstige forhold.

Det er ikke nogen letvindt sag at frembringe kunst. Den udenforstaende, som ser pa det færdige arbeide, kan indbilde sig det; han har vel ikke engang nogen anelse om, hvori vanskelighederne stikker. I virkeligheden koster det en ganske overordentlig selvkoncentration og selvanspændelse, og denne kan ikke vilkårlig præsteres. Man kan ikke bare "sætte sig til'. Man skal være inderlig og helt optaget af sit emne for at kunne samle sig således om det med sin sjæls hele varme og kraft. at der kan bli et kunstverk af det. Der er noget af mystik i dette, noget af den mystik, som er over al fødsel.

Så kommer der da en kirkesanger og vil foreskrive digteren, hvad han skal skrive, og hvorledes han skal skrive! - Han matte da forst kunne bestemme, hvad digteren skulde gribes af, hvad han skulde finde vakkert hvad der skulde interessere ham, - foreskrive ham hans kunstneriske individualitet altså. Hvis Collin formår det sa blir der mening i hans fordring til digterne; men formar han det ikke, da må han finde sig i, at hver digter ser livet pa sin vis. Her udretter skolemesteren intet.

Stadig påny må ogsa grænserne mellem kunst og moral opgaes. Alle "ved", at kunsten er en andsmagt for sig selv; at den ma være fri; at den ikke kan bortfæstes som tjenestepige hos nogen fremmed magt det være sig politik, religion, moral eller videnskab. Men det glemmes stadig, ja kan som vi nu ved oversees endog af "fagmænd".

Kunsten er som fantasifunktion skarpt skilt fra moralen som viljefunktion; men der er naturligvis "sammenhæng"; det er samme sjæl, som digter og som vil, og det er det samme liv, som digtes og som leves. Ethvert kunstverk vil gjennemstrommes af en livsanskuelse, nemlig den, som hersker i kunstnerens sjæl under frembringelsen, og denne livsanskuelse vil gjennem kunstverket soge at udbrede sig; kunstverket vil "virke", som Collin siger. Men opgiver kunsten sin suverænitet vil den være livsanskuelsens tjener istedetfor dens frie udslag, dens naturvoxte form og blomst sa har den opgivet sig selv; og de verker, den da matte soge at frembringe, i "den gode sags tjeneste", "til udviklingens fremme" osv, - de vil ikke "virke".

Men sæt nu, at kunsten udbreder en gal livsanskuelse ? Ja det hænder nok. Hvis man vil sikre sig mod det ma man afskaffe kunsten, - ligl som man matte afskaffe videnskaben, hvis man vilde sikre sig mod vildf relser fra den kant. Men man afskaffer ikke videnskaben, dels fordi den dog ialmindelighed væsentlig virker godt og dels fordi den menneskelige forskningstrang ikke kan udryddes. Af lignende grunde kommer vi vel til at lade også kunsten bestå. Alt vel overveiet afstedkommer den mere godt end ondt og i ethvert fald - den kunstneriske trang kan ikke udryddes.

Kunsten er menneskesjælens frie udtryk; gjennem den vil menne kene udjuble sin glæde, sin begeistring, sit mod; men gjennem den vil de ligeså vel klage sin sorg, sin nød, sin Iængsel, sin fortvilelse. Kunsten menneskelig, og ingen menneskefølelse kan være den fremmed; se "syge" sange synger den med ufortabelig ret.

Og er tiden syg, så må den synge syge sange, Har den noget af forfald i sig, noget af de store reaktionstiders skuffelse, mismod, hang til livsnydelse, til drømmeri, til mystik, abnorme sensationer, så træder det frem i dens litteratur og skal så gjøre. sa sandt digterne er tidens børn, så lever de dens liv med og lider dens lidelser, mere end andre, fordi de er mere følsomme.

Om vi kunde tænke os en glad kunst skabt af en trist tid, - vi vilde ikke akceptere et så uhyre falsum, Der kunde ikke være "sundhed" i sligt.

Tiden skal fremtræde som den er, kun da gir den sit "bidrag til udviklingen." Vi har som intelligente mennesker at fatte og at forstå; på tidens kunst aflæser man dens andelige atmosfæres tryk som pa et barometer. Og har vi den åndens dannelse, som bl.a. vore Iærere i litteratur burde hjælpe os til at nå, vil vi ogsa kunne se og nyde denne syge kunsts ofte eiendommelig fine og zarte skjønhed, - en skjønhed, den har ganske for sig selv, ligesom høsten har en charme, ingen var kan kjende.

Også med hensyn til "det nøgne" måtte vi ved gode Iæreres hjælp hæve os til en noget mer civiliseret opfatning end den, der f.ex. foran en Venus intet andet kan føle end forargelse over mangelen af undertøi. Herr Collins bedømmelse af arbeider som "Balkonen" eller "Julies Dagbog" viser. at han ikke har fattet sit Iærerkald pa dette omrade. Opgaven skulde Være; at hjælpe publikum til at opfatte tanken i et verk, hovedlinjerne, den kunstneriske mening; en kritiker derimod. som med grov understregen af visse stofligheder snarere hindrer Iæseren eller tilskueren i at lade sig gribe af kunstverkets kunst. ja kanske understøtter tilbøieligheden til at blive hængende ved det, hvoraf en rå betragtning kan uddrage "gift", - er ikke kritiker Iænger, men Iægprffidikant, og hans stilling blir den tragi-komiske; at han ved sine skrig mod den nøgne kunst hidser, og dertil forråer, publikums interesse for det nøgne.

Den, som i en syg tid vil skabe en "sund" kunst, ma først gjøre tiden sund; vække dens tro og dens mod, dens vilje og dens dådskraft.

Men det formar han kun, hvis han sidder inde med tidens forløsende ord. d.e. den samlende, begeistrende fremtidstanke.




En tak til herr Collin. "Samtiden" 1894. Chr. Collin hadde ført strid mot dekadansen i kunsten; dei artiklane som Garborg nemner, stod "Verdens Gang" 1884; same året vart det prenta opp att i boka "Kunsten o Moralen".

Fleire diktarar møtte Collin med ironi, av di dei tykte han skreiv for moraliserande om kunst og gav inntrykk av at han lite skjøna kva kunst eigentleg er. Når Garborgs artikkel ikkje er berre ironisk, men endar me, eitslags takk. er det for di helier ikkje han ynskte nokon "dekadanse" nett no, da folket var oppe i ei politisk og økonomisk hardrøyning.

Sveinung Time