FORSTADEN, BYBYGNINGEN OG BADEVANDET
Av Jan W. Hanssen


Byen og landet som forbillede
Bybygningen i Danmark har traditionelt ikke regnet forstaden for noget. Den har som oftest været opfattet som det uinteressante og ukontrollerede ingenmandsland mellem by og land, i 1800-tallet mellem demarkationsterrænet og landbrugslandet og i 1900-tallet mellem den typologiske by og kulturlandskabet.

Bybygningens visioner om den gode by har på skift været forlagt til "naturen" og landskabet eller til den "rigtige", historiske by.
Der er med jævne mellemrum blevet opfordret til frigørelse med det åbne land som byarkitektonisk eksperimentarium eller kaldt til orden med henvisning til tætbyens historiske uomgængelighed.

Til bybygningshistoriens række af kendte eksempler på den første vision hører de utopiske socialisters kollektive landsbyer fra starten af 1800-tallet, Garden City bevægelsens udflytter-neighborhoods fra begyndelsen af 1900-tallet og New Town-byerne fra perioden lige efter anden verdenskrig.
Til den samme række hører i nyere tid tæt-lav bevægelsens sociologiske utopier, de demokratiske bofællesskabsprojekter fra slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne.
De perioder, hvor den historiske by har været forbillede, er århundredskiftet med den Sitte´ske bybygningstradition, nogle byskvulp i slutningen af 1930erne og starten af 40erne og i fornyet udgave den neorationalistiske bybygningsepoke fra 1970erne til 90erne.

Forstaden som forbillede
De perioder hvor forstaden har været i høj kurs eller ligefrem ledebillede for bybygningen er færre (allene af den grund at det meste af det, vi normalt forbinder med forstad, først for alvor har udviklet sig efter 2. verdenskrig).
De perioder, hvor bybygningen har forsøgt at "forene det bedste fra byen med det bedste fra landet" eller at udforme forstaden på dens egne præmisser, danner ofte overgang mellem land- henholdsvis bypræferencetider. De er idag interessante som billeder af bestræbelsen på at indsætte forstaden som byform eller kulturlandskab med sin egen særlige bymæssighed og byarkitektur.
Den modne pionerfunktionalisme i slutningen af 20erne og den søgende modernisme i slutningen af 50erne kan dog fremvise adskillige inspirerende eksempler på forstadsprojekter og bygget forstad ud fra sådanne bestræbelser.

I Bruno Tauts Huffeisensiedlung og i Siemensstadt indrammes forstadens tæmmede og opbyggede landskab af bebyggelse og menneskeskabte komponenter som jernbaner, viadukter og kunstige søer, der drages ind i byskabet på lige fod med eksisterende terræn og beplantning.
Det samme gælder Ernst May´s Römerstadt i Frankfurth, hvor naturligt og bygget terræn foldes til en kulturlandskabelig enhed.

Toulouse le Mirail af Candelis, Josic og Woods er et af 50erne og de tidlige 60eres fornemste eksempler på en bybygning, der ønskede at formulere forstaden som en særlig, og med de gamle byer ligeværdig byform. Samme bestræbelse gælder flere af Team Ten´s, Bakema og Van den Broeks projekter fra dette årti.

På det seneste er synet på forstaden atter blevet aksepterende og interesssen for den så overvældende, at der vel ikke er nogen arkitektskoleafdeling, forskningsinstitution eller noget humanvidenskabeligt institut med respekt for sig selv, der ikke har forstaden på programmet og ikke har været på pilgrimsfærd til de Hollandske forstæder.

Forstaden efter 2.verdenskrig
Skal man gøre status over efterkrigstidens byudvikling, den periode der skabte forstaden, må man konstatere, at den åbne byform eller den regionale by idag ikke blot er den geografisk mest udbredte, den har også sine særlige arkitektonisk-funktionelle, socialt-kulturelle, mentalt-betydningsmæssige, økologisk-landskabelige karakteristika. Under alle omstændigheder et barn af modernismens byidealer, selv om disse som oftest kun kan anes bag den realt eksisterende forstad.

Forstaden er stadigvæk stærkt omdiskuteret, af nogle betragtet som et uordentligt kaos og af andre som en intrikat orden.

Rekonstruktion
Modernismekritikken og neorationalismens tilbageskuende byfacination har ikke haft meget tilovers for denne forstad, men har blot med en let gysen smugkigget ud over bymuren. Her nægtede man at tage stilling til dette uoverskuelige byælte som andet end noget, der måtte fortættes og omdannes til rigtig by, underforstået typologisk by med gader pladser og torve. Opskriften gjalt uanset hvilke byzoner eller hvilke bebyggelser, der var tale om, høj eller lav, tæt eller åben, beboelse eller erhverv. En temmelig umulig opgave i betragtning af forstadens udstrækning og åbenhed.

Forsøget blev dog i 70erne gjort i Sydeuropa og i forbindelse med IBA´s udstillinger i Berlin. Inspireret heraf blev den nye by omkring Høje Tåstrup Station, vest for København opført som typologisk tætby ( Blegvads Tegnestue ). Det samme blev et utal af tæt-lav "lille Ribe-" eller "lille Mariager-bebyggelser" overalt i Danmark.

I neorationalismens byrekonstruerende forestilling udgjorde byen en arkitektonisk-funktionel, socialt-kulturel og mentalt-betydningsmæssig helhed.

Tankegangen var, at bybyggeskikken over tid skabte en sammenhæng mellem det kulturelle indhold og den arkitektoniske form. Bytyperne i form af bygværker og byrum blev slebet til af samfundets funktionelle, sociale, kulturelle og mentale processer og blev derfor også opfattet og forstået som uproblematisk. En historisk proces hvor tung bygget permanens og stærk betydning gik hånd i hånd, skabt af og skabende stedet og stedets ånd, genius loci.

Dekonstruktion
Dekonstruktivismen eller radikalmodernismen fornægtede på god modernistisk vis enhver sådan direkte eller banal (postmodernistisk) henvisning til byhistorie og typologi. For denne arkitekturisme fungerede forstaden til gengæld som et frihedens rige eller et stort arkitektonisk eksperimentarium, hvor gækken kunne slås løs med alskens forsøg på at fremtvinge ny betydning og ny form i bybygningen og arkitekturen.

Indenfor dekonstruktivismens univers var enhver materialistisk forankret typetænkning bandlyst. Her drejede det sig om at hamre det aldrig fuldførte modernismeprojekt igennem. Væk med al metafysik, dogmatik og enhedssøgende reduktionisme pakket ind i såvel klassisisme som modernisme. Her drejede det sig om at udfordre eller sprænge sig fri af bybygningens ideologier og ismer og byens fastlagte arkitektoniske betydningssystem for at generere ny betydning og ny form, ved frie transformations-, overlejrings-, kollisions-, skaleringsudspil, etc.

Byens karakter blev nu konstitueret af det fænomenologisk unikke, eller singulært spektaculære, det flygtige, hurtigt foranderlige, exalterede eller symbolsk flertydige, og dens stedlighed som et genius caramonia.

Blandt dekons vilde og sprængende forsøg kan i flæng nævnes Coop Himmelblau´s byprojekt i Melon Senard, Michael Sorkin´s Weat utopi i Texas eller Peter Eisenmanns Romeo og Julie-projekt.

Dekonstruktivismens aksept af forstaden og dens særlige byform frembragte også mere systematiske, teoretisk-metodiske betræbelser på at skabe ny byarkitektur og byform, et "forstadslandskab" eller et "forstadsbyskab" forankret i forstadens egen karakter og egne præmisser.

Blandt sådanne eksempler kan Bernhard Tschumi´s Parc de La Viellette nævnes som et af de fornemste, OMA´s konkurrenceprojekt samme sted eller OMA´s Melon Senard projekt. I Danmark er Skejbyprojektet ved Århus en tidstypisk repræsentant for denne holdning.

Og der stod sagen for nogle få år siden.

Pragmatisme og datascape
Forstaden er stadigvæk i høj kurs indenfor bybygningens teori og praksis, men nu ikke blot som en facination af dens komplekse og kaotiske formverden. Også forstadens sociale og kulturelle univers - det virkelige liv i den virkelige forstad - bliver trukket ind som vigtige parametre i bybygningen. Der er fuld aksept af blandingen privat initiativ og stat som præmis for byudviklingen og bybygningen, og man aksepterer usentimentalt og pragmatisk de vilkår, der hersker på det globale marked.

"The Generic City" bliver ikke længere blot dyrket litterært eller i avangardistiske bybyggerkredse, den bliver i disse år omformet til computer-arkitektonikker, visionære scenarier og mock-up-eksperimenter på basis af hårde data om demografi, resourceforbrug, transportbehov etc.

Der står sagen vel så idag.

De fremtidige forstadsbilleder ?
Ser vi på den fremtidige forstadsudvikling kan et af scenarierne skildres ved at forlænge de eksisterende tendenser. Den fortsatte liberalisering, globalisering og digitalisering vil bl.a. betyde, at samfundets hastigheder vil stige, ikke kun p.g.a. den elektroniske kommunikations omfang og hastighed men også p.g.a. den forøgede fysiske mobilitet ( som en konsekvans heraf ). Det kan betyde en endnu større og hastigere byspredning end den vi hidtil har været vidne til.

Den traditionelle by, her forstået som den traditionelle forstad vil gå yderligere i opløsning eller blive tyndere og tyndere udefter i en langsom eksplosion, der spreder sine byfragmenter i alle retninger ud over landskabet. Det vil i det lange perspektiv betyde tilintetgørelsen af bymassen og byrummet måske med undtagelse af en lille historisk bykærnepastiche forvandlet til et arbejdende bymuseum eller et commercielt Legoland.

Denne byarkitektoniske situation modsvares af en social og mental fragmentering, hvor det sociale bynetværk mister sine koncentrationer og knudepunkter og den moderne nomade flakker rundt i en terminal ørken uden tilhørsforhold eller hjemsted, i et uforståeligt mentalt landskab af entropisk forskels- og betydningsløshed.

Eller den byarkitektoniske eksplosion modsvares af en social og mental implosion, der sender forstadsbeboeren hjem til en tilværelse som IT-monade, paralyseret og virtualiseret bag den skærm, der giver det daglige fix med informationer, kontakter, arbejde og oplevelser, isolerer vedkommende i undertrykkende, afsnørrede ghettoer eller i bevoktede, zenofobiske, berøringsangste livsstilenklaver a la USA-forstæder ( f.eks. Disneykoncernens nye by "Celebration" ).

Er hjem blot der, hvor man ´kobler sig op´ eller ´køber sig ind´, er forstaden for alvor forvandlet til en stadløs, stedløs pælle mælle, en by uden egenskaber.

Set i bakspejlet af en sådan fremtid kan både den rekonstruerende og dekonstruerende attityde til forstaden forekomme at have været en besværgelse eller en euforisering af en uafvendelig samfundsmæssig og bymæssig udvikling.

Modbilleder?
Men er målet at skabe modbilleder til sådanne tendenser eller nye billeder af det gode byliv, den gode forstad, det nye forstadssamfund, den nye neighborhood, må komponenter som det arkitektonisk-funktionelle, socialt-kulturelle, mentalt-betydningsmæssige, økologiske-resourcemæssige og i det hele taget spørgsmålet om det urbane og landskabelige i forstaden inddrages og nyformuleres f.eks. ved at aktivere modstandspotensialet i traditionelle by- og byggebegreber som;

1) langsomhed eller bestandighed
2) tyngde
3) koncentration
4) stedlighed
5) forståelighed, etc.

50erne og 60erne
Til dette formål er der måske inspiration at hente i 50erne og 60ernes modernistiske byprojekter og forstadsbyggerier, selv om det muligvis stadigvæk er for tidligt og for kættersk at påpege i betragtning af hvor længe, vi har elsket at hade netop disse byggerier.

Efter flere års modernismekritik kunne tiden være moden til at gense nogle af efterkrigsmodernismens bylandvindinger. De sene 50ere og tidlige 60ere kan fremvise mange spændende forsøg på at formulere det bymæssige på ´moderne´ præmisser. Det var en periode, hvor modernismens landskabelige idealer og dens foragt for arkitekturhistorien herunder den historiske by blev sat til diskussion, og hvor bybyggerne forsøgte at skabe et urbant svar på det nye vækst- og velfærdssamfunds behov og krav, at bygge velfærd under nye teknologiske, økonomiske, sociologiske, kulturelle betingelser.

Erfaringerne fra denne periode drejede sig om at transformere ny teknologi, nye kultur- og samfundsforhold til ny arkitektur, nyt byggeri og ny by.

At skabe ny urbanitet og byform på det industrielle massebyggeri´s ekspansive storskalabetingelser og med et nyt bybillede, ny context, bymasse, nye byrum og ny byarkitektur.

At skabe nye solidariske bysamfund eller neighboorhoods på basis af nye samlivs-, arbejds-, service- og mobilitetsformer og for nye befolkningsgrupper, indvandret fra land til by og udvandret fra by til forstad.

At skabe en tidssvarende, betydningsfuld byarkitektur, en forståelig og identitetsskabende ramme om den nye åbne, grønne byform og det nye "åbne" byliv.

At skabe en ny syntese af bybygning og natur, by og land, byskab og landskab.

Den øjeblikkelige samfundsudvikling og betingelserne for byudviklingen kan have lighedspunkter med 50erne og 60ernes ( hvis vi betragter bybygningen i en global skala ).

Nye socio-demografiske forskydninger, befolkningsvækst og migrationer, nye teknologiske, herunder informationsteknologiske landvindinger, ny økonomisk ekspansion og velstandsfordeling, ny mobilitet både virtuel og fysisk, ny socialitet og mentalitet i den globale landsby, ny økologisk, resourcemæssig bevidsthed gør krav på nye samfunds- og byformer.
Og selv om 50erne og 60ernes erfaringer og konkrete bybyggerier ikke kan genbruges direkte, kan de bedste eksempler fungere som inspiration for en pragmatisk opstramning omkring bykoncentration, byøkologi og bylandskab.

Der findes fantastiske byggerier og projekter i byskala fra 50erne og 60erne. Nævnes i flæng kan eksempler som: Toulouse Le Mirail af Candillis, Yosic og Woods, Tel Aviv af Bakema og van den Brook, i Skandinavien eksempler som: Vällingby, Lambertseter og Tapiola og i Danmark: Høje Gladsaxe, Avedøre Stationsby, Langenæs, Albertslund m.fl. Alle eksempler på inspirerende byarkitektonisk-, funktionelt-, socialt-, mentalt-, landskabeligt koncentreret bybygning.

Det er muligt at modernismekritikkens rasen skyllede barnet ud med badevandet?




Jan W. Hanssen er professor i ved arkitektskolen i Aarhus, D.K.